Rækved tilhører den, som først finder det drivende i
sjøen, hvor dette end er. For at beholde sin ret er
finderen forpligtet til at bugsere det til land og sætte det
op ovenfor høivandsmerke og helst merke det paa en eller
anden maade. For denne eiendom har eskimoen stor
respekt, og en, som har lagt rækved op paa stranden, er
sikker paa, hvis ikke europæere har været paa stedet, at
finde den igjen selv flere aar efter; den, som tog deraf,
vilde anses for en kjeltring.
Angaaende deres opfatning af eiendomsbegrebet ved laan og handel kan anføres, hvad Dalager siger derom: «Laaner en Mand noget til en anden, som Baade, Piile, Fiske-Snøre, eller andet Søe-Redskab, og samme kommer til Skade, enten ved at Sælhunden eller Dyret løber bort med Piilen, eller Fisken trekker Snøret itu, eller og, at Fisken eller Sælhunden kand giøre Baaden Skade, da gaaer det alt paa Eyerens Regning, og den Laanende erstatter intet derfor. — — Tager nogen Piil eller Redskab til Laans, Eyeren uafvidende, og det imidlertid kommer til Skade, er den Laanende forbunden at giøre Eyeren Satisfaction. Dette indfalder meget sjelden, en Grønlænder skal ogsaa trænge hart, førend han vil incommodere en anden om noget til Laans, af Frygt for det skulde komme til Skade.»
«Kiøber nogen af en anden, og Vahrene ikke staae ham an, kand han endogsaa efter nogle Tiders Forløb lade bringe Vahrene tilbage.»
«Kiøber nogen af en anden kostbare Ting som Baade eller Flinte, og den Kiøbende ikke er i Stand til at kand contentere Selgeren for den fordrede Betalning, da gives ham Credit, indtil han kand præstere. Men døer Debitor forinden, nævner Creditor aldrig sit Krav. Dette er,» tilføier Dalager, «en skadelig Articul for Coloniernes
