Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
3
GRØNLAND OG ESKIMOEN.

eller i hans hundeslæder, hvor det er islagt om vinteren. Havet spiller saaledes sterkere end noget andet ind i eskimoens liv — intet under derfor, at hele hans sjæl bærer gjenskin deraf. Med det veksler hans sind — i stormen alvor — i solskin og stille den ubundne glæde. Han er et havbarn, letsindig glad som den kaade bølge — men stundom mørk som det fraadende uveir. Alt svinder lige hurtig i hans barnesind, det er som, naar stormen stilner over sjøen, da lægger bølgerne sig, og erindringen er borte.

Livets goder er saa ulige fordelt her i verden; somme har det saa let, kan plante et brødfrugttræ i sin ungdom og være forsørgede for resten af livet, mens det for andre er, som alt var negtet dem uden kraften til at kjæmpe, skridt for skridt maa de møisommelig aftvinge den fiendtlige natur hver bid til livets ophold. De er skudte ud paa udposterne, disse folk, de danner fløiene af menneskehedens store fylking i dens stadige kamp for at underlægge sig naturen.

Et sligt folk er det eskimoiske, og det et af de merkeligste, som lever. Det er et talende bevis paa menneskets sjeldne evne til at lempe sig efter forholdene og sprede sig over jorden.

Eskimoen danner den yderste udpost mod isegnenes uendelige stilhed, og saa langt som vi har trængt frem mod nord, saa langt omtrent har vi ogsaa fundet spor efter dette haardføre folkefærd.

De strøg, som af alle andre forsmaaedes, tog han i besiddelse, gjennem stadig kamp og langsom udvikling lærte han, hvad ingen har lært bedre. Der, hvor for andre betingelserne for at kunne leve ophørte, der begyndte for ham livet — disse egne har han faat kjær, de danner for