og fine som et digt. Det er som det kolde staal, isprængt solskyens legende farver.
Ser jeg bræer og jøkler, gaar tankerne derop, hvor bræerne er større end nogensteds, hvor jøklerne falder i et hav, opfyldt af flydende isfjelde og drivende is. Hører jeg høilydt lovsang over samfundets fremskridt, store mænd og store handlinger, da søger tanken den uendelige snemark, som rolig og hvid hvælver sig i et eneste drag fra hav til hav, høit over engang frugtbare dale og fjelde. Engang vil, kan hænde, en lignende snemark dække os alle.
Alt er enkelt og stort deroppe — hvid sne, blaa is, nøgne, sorte berg og tinder og mørk, stormende sjø — men ser jeg solen synke glødende i havet, gaar tankerne derop, mens holmer og skjær svømmer paa den rødmende vandflade udover mod et blankt, vuggende hav, og hvor tinder staar i række og rad indenfor lysende mod kvelden. — Og stundom, naar jeg ser sæterlivet paa vore høifjelde, ser sæterjenter og græssende kjør, tænker jeg paa teltlivet og renflokkene i de grønlandske fjorde og fjeldtrakter, paa kaglende ryper, vidjekjærrene og moseflyerne, vandene og dalene derinde mellem fjeldene, hvor eskimoen lever sit korte sommerliv.
Men lig intet andet er den grønlandske vinternat med de flammende nordlys, det er selve naturens hemmelighedsfulde aandeleg.
Det er en sælsom magt, dette land har over sindet, men det folk, som bor der, er ikke mindre eiendommeligt end landet selv.
Eskimoen tilhører fremfor nogen anden havet og kystlandet. Ved havet bor han, der søger han sin næring, det gir ham alt til hans livs behov, over det foregaar hans reiser og flytninger enten i hans skindbaade om sommeren
