hævet. Han har erkjendt at begge var, og maatte være virksomme under vikingtidens rike nyutfoldelse av den gamle gude- og heltedigtning. Men det som har ligget ham nærmest at utrede, er dog væsentlig den ene side av sandheten, den som peker paa de fremmede impulser, og deres betydning for den norrøne mytedigtnings omdannelse og utvikling. Han ender sit første verk om dette emne slik: »Den norske hedendom hadde ikke naadd sin fulde vekst bak de høie fjelde, som stængte for enhver luftning fra uten, og den var ikke avlet udelukkende av hjemlig sæd. Den hadde tvertimot vokset sig stor ute i havets vugge, omsust av alle vinde, gynget av strømninger fra hver en side, næret av frugter fra varmere og rikere lande, vakt til mildere dypere syn og til høiere flugt av før ukjendte røster. Den var fostret av den samme livsfriske, viljestærke, og kamplystne slegt som den mot hvis krigeres raseri bønner steg op viden om i Vesteuropas kirker. Væsentlige og fremtrædende bestanddele av denne nordiske hedendom hadde tidligere meddelelser fra utenlandske kristne mænd, især paa de britiske øer, til sin forutsætning; de var en – allerede i de fremmede meddelelser – stærkt omændret og forvansket, av nordisk livsbetragtning, digtning, og tænkning omskapt, med hjemlige forestillinger sammensmeltet, og i hedenske former klædt kristendom. Fast rot hadde dog endnu den gang hos de nordiske folk, hos kvinder som hos mænd, hos almue som hos høvdinger, mange religiøse forestillinger, der hadde fulgt slegt efter slegt paa hjemmets jordbund fra umindelige tider. Men spredte, faa, og sparsomt rindende er de kilder av hvilke vi kan øse umiddelbar og sikker kundskap om myter og tro hos de nordiske slegter som har levet før vikingtidens mænd.» Det var ikke mindst av denne sistnævnte grund som Bugge hovedsagelig vendte sig mot den anden faktor i den mytologiske utvikling. De ældgamle, fra fædrene nedarvede
