landsvind, slaar til gjengjæld bølgerne gjerne høiere op i en trang fjord-revne end andensteds. Men frem naar, i det ene som i det andet tilfælde, bølge efter bølge, gir sine tilskud, og viger pladsen for nye bølgeslag.
Paa den anden side gjelder det, i ikke mindre grad, at enhver nation er sig selv, har sit eget lynne og præg, forskjelligt fra alle andres. I smaat som i stort er der i alle dens frembringelser »noget» med, som ikke er drevet ind paa strømmens ryg, ikke lar sig utlede av fremmed paavirkning. Noget, nationen føler som umiddelbart kjendt og fortroligt; som blod av sit blod. Det er det hjemlige. slegtsarven, det som er rundet av dens eget syn og lynne og bærer dens stempel. Det er dèr, og man føler at det er dèr, selv hvor kulturbølgernes magt ikke brytes av fjord- og fjeldbygdens særpræg – hvor vanskeligt det end ofte er at lægge det bart i dagen.
Forholdet mellem de to sider er skiftende. Snart har det hjemlige, snart det fremmede overtaket; snart smelter begge dele saa inderlig sammen, at det synes uraad at si, hvad er rending, hvad islet. Der hvor det nationale liv er sterkt og eiendommelig utpræget, er det slegtsarven som er sjælen, hvor intenst de fremmede impulser saa strømmer paa: paavirkningerne utenfra potenserer bare den nationale skaberkraft, saa den gjennemtrænger og omgløder de fremmede elementer, omskaper dem i den nye folkeaands billede.
Men altid er begge sider, baade det hjemlige og det fremmede, til stede. Og maa være det. De hører uløselig sammen. Ti det er en grundlov i aandens verden, at alt nyt opstaar ved friktion mellem forskjelligartede elementer; ved brytning og krydsning mellem det som er ens eget, og det som rundt om fra strømmer ind paa eng mellem hjemligt og fremmed; mellem gammel arv og impulser utenfra.
Disse to faktorer har Bugge gang paa gang frem-
