forestillinger og mytedrag lot sig simpelthen ikke utskille med nogen grad av sikkerhet, førend de yngre, fremmede bestanddele i mytedigtningen var paapekt og analyseret. Desuten kom Bugges undersøkelser som opposition, stærk betonet opposition, mot den raadende tro paa det norrøne myteindholds ælde og ublandede nordiskhet. Nu, da vi – takket være Bugge – er begyndt at skimte land og faste grænser, nu er tiden inde for yngre forskere til at opta undersøkelsen fra den anden kant, og supplere Bugges kritiske arbeide fra positiv side. Ti nu er den grundlæggende skjelning foretat, de store hovedlinier trukne. Bugge har selv vist veien ogsaa i dette stykke: for hvert av sine senere skrifter har han mer og mer arbeidet sig ut av det første ensidige spor, og efter som omfanget av de fremmede laan og paavirkninger stadig blir sikrere avgrænset, tar han mer og mer av den ældre hjemlige folketro og dens episke motiver med i sin overveielse og sine utredninger.
Men har Bugge end væsentlig maattet samle sit arbeide om den mere kritisk sondrende side, saa har han til gjengjæld des stærkere fremholdt styrken og dybden i den skapende evne vore fædre har lagt for dagen i sin fantasifulde omtydning og omsmeltning av det fremmede sagnstof: »Det er den nordiske aand som har omskapt de fra det fremmede optagne elementer til led av et gjennemført system, av en stor harmonisk helhet, der som helhet er fuldstændig original og udelukkende nordisk. Og i omskapningen av de fremmede mytiske, religiøse, eller poetiske emner, i den hjemlige, stadig fortsatte utvikling av de fremmede spirer, har nordboerne godtgjort rikere fantasi og kraftigere selvstændighet end, saa vidt jeg kan se, noget andet folk med undtagelse av hellenerne.» Og dette er netop kunsten: tilegne sig det fremmede dypt og frit, bearbeide det selvstændig, ompræge det efter sin personlighet, smelte det sammen med sit eget. Det
