vigtige og væsentlige i poesiens verden er ikke stoffet, byggefanget, emner og træk – alt slikt er for digtningen ikke mer end raastoffet er for industrien. Det det gjælder om, er tilegnelsens inderlighet, opfatningens personlige dybde, omskapningen efter eget billed: aanden, den livgivende og besjælende aand. Den – og den alene – er det som skaper digterverket.
Sophus Bugge har ført myteforskningen ind paa helt nye veier, og det ikke bare i synsmaater, men ogsaa i arbeidsmaaten. Raade syn og arbeidsvis er nær i slegt med den moderne traditionsvidenskabs, og det skulde undre mig, om det ikke netop er Bugges mangeaarige studium av folketraditionens vekst og løp, som har indviet ham til hans opdagelse og aapnet hans øie ogsaa i mytedigtningens vildsomme rike.
Den gamle opfatning saa i vor oldtids mytologi noget væsentlig færdigt og fuldendt, noget avsluttet, utformet, som ikke var forandring og forvandling underkastet; en lykkelig guldaldersarv for hele stammen, gaadefuldt reddet netop hos racens »ytterste og yngste skud». Bugge har lært os at de gamle myter, i den skikkelse vi kjender dem, i hovedsak er skapt av nordboernes ene folkegren, den norsk-islandske (om ogsaa i skjult samarbeide, særlig med hensyn til emner og opfatning, med de andre nordboere, især da danerne); at dannelsen og den poetiske utformning av disse mytesagn først har fundet sted i vikingtogenes bevægede tid, som utslag av den potensering av folkets skapende evne som de rike og kraftige impulser fra fremmed kultur frembragte. Han har derved lagt vore fædres gude- og sagndigtning ind under utviklingens almengyldige lov, og lært os at forstaa denne digtnings skikkelser, som før i sin mystiske nimbus stod saa ufattelige og utilgjængelige.
Imot rigtigheten og vigtigheten av denne store vinding for vor erkjendelse har alt hvad der, med større eller
