der over hele Vesteuropas kystlinje; grunded faste nybygder og riker, som stod i mangesidigt forhold, snart fiendtligt, snart fredeligt, til vestens folk; tok keltiske og angelsaksiske kvinder til hustruer eller til friller, og hadde irske og skotske træler i sit følge, naar de vendte hjem; gik tilmed ikke sjelden i større og mindre flokker halvveis op i keltisk nationalitet. Maatte de ikke uvilkaarlig, enten de vilde eller ei, paa mangfoldig vis paavirkes av den rike kultur som traadte dem i møte der ute? Sammen med sit byttefang av gods og guld ogsaa føre med sig i mængdevis av nye indtryk, nye forestillinger, fremmede motiver og fortællingsdrag? Formidle en rik og stadig stigende strøm av kulturpaavirkninger paa det norrøne aandsliv, som paa det ytre liv? Paavirkningernes omfang og dybde lar sig maale just i den materielle kultur: i ornamentik,i bruksgjenstande, o. lign.; arkæologien har paavist en like »til de mindste enkeltheter gaaende forskjel» mellem den ældre periodes oldsaker og vikingtidens, fra det 8. aarhundred av: »livets ytre skik er blit saa fuldstændig forvandlet, at knapt et vaaben, et redskap, et smykke har bevaret sin form.» Behøvde mænd som stod i saa flerfoldige og langvarige berøringer med den fremmede kultur, egentlig at sætte sig paa skolebænken og granske i gamle codices, for at faa impulser og vækkelse fra den forestillingsverden, fra de legender og fortællinger, som hørte denne kultur til? Eller skulde det virkelig ligge nær at tænke sig dem som mosaikarbeidere: sittende og kittende, bevisst og med flid, de nyvundne tankedrag og indtryk sammen med sine nedarvede forestillinger? Deri, at vikingerne, efter sakens natur, alene kunde opfatte disse fremmede tankebilleder og fortællingstræk utvortes, efter deres episke præg, ikke efter deres idé-indhold, ligger jo tillike at de nødvendig og ubevisst maatte knytte billederne til sin hjemlige forestillingskreds og tyde dem ut derfra – ganske likesom deres frænder efter sagaen tok billed-
