følgende aar (altsaa 180 aar før den tid man pleier at regne vikingtogene fra) – selv om disse overfald synes at ha været enkeltstaaende begyndelser, som ikke paa længe fik nogen fortsættelse; – vi vet – av Jakob Jakobsens undersøkelser – at nordmændenes kolonisation av Shetlandsøerne ialfald var i fuldt gjænge kort efter aar 700, ja efter irske skrifter ser det ut til at de første bosættelser der gaar endda 50 aar, eller mer, tilbake; – og at der er eiendommeligheter ved overgangstidens oldsaker som trækker i samme retning, har Oluf Rygh antydet i sine forelæsninger over arkæologi. Fra flere sider ledes man saaledes til den antagelse, at de gamle nordmænds utfærdstrang hadde begyndt at gi sig utslag allerede i det 7. aarhundred – i kjøbmandsfærder, i vikingtog, i kolonisation. »Fra Norges sydvestkyst er der jo ogsaa kun ett eller et par døgns seilas til Shetland, derfra øines Orknø», med Skotlands nordspids like ved, »og fra Orknø er der igjen et kort havstykke over til Syderøerne» (Hebriderne), og omtrent samme avstand fra disse øer til nordkysten av Irland: for et sjømandsfolk ligger veien klar, og alt tidlig maa den være fundet.
Glemmes maa det ellers ikke, naar talen er om vikingperiodens korthet, at i sterke brytnings- og nydannelsestider, med mægtige ytre indvirkninger, der fosser utviklingen avsted stryk i stryk; alt spirer og skyter som i drivhusvarme; hvad der ellers trænger aarhundreders vekst for at naa modning, kan staa fuldfærdigt efter et par mandsaldrer.
Og nu de norrøne vikingers »skolegang hos munkene» – ligger det ikke i saken selv, at en kraftutfoldelse som vikingtidens maatte sætte dype og alsidige spor, paa næsten alle omraader – til begge sider, baade i Norden og i vesterlandene? Vældige skarer strømte i lange tider aar efter aar mot de vestlige kyster, som røvere, som handelsmænd, som erobrere; utstrakte sine togter og handelsfær-
