hvis Bugges syn var rigtigt, vilde maatte utlevere de nordiske myter og heltesagn, som man for længst hadde inkorporeret som »deutsche», og fraskrive sig lod og del i det aller meste av dem.
Det var ikke uten grund, at en berømt fransk videnskabsmand (James Darmesteter) kunde utbryde: »Sophus Bugge har behøvet et mod saa stort som Haralds og Rolvs for at sende ut i verden de teorier som for tiden har væbnet de tre fjerdedeler av den germanske races mytologer mot ham. Hans forfædre gik kun løs paa mennesker, og det endda bare paa fremmede – Bugge forgriper sig paa sit folks guder, helliget som de er ved ti aarhundreders nationale stolthet» Det var heller ingen under, at Bugge selv, da de nye tanker først tok form hos ham, i begyndelsen veg tilbake for deres revolutionære karakter.
Den begrundelse Bugge gav sine mytologiske teorier, strømmer over av lærdom, av skarpsind, av vidsyn, av dristig kombination. Men det som fremfor alt gir den værd, er, til trods for motstandernes »historiske» indvendinger, just den sterke historiske sans som bærer totalopfatningen – om end ikke altid enkeltheterne. Det merkes paa ham, at han er vokset op under vor historieforsknings renæssance. Bugge har i virkeligheten først stillet den nordiske og dermed ogsaa den tyske mytegranskning paa fast historisk grund; »i steden for vide tomme formodninger kan vi nu dra sikre grundlinjer».
De betænkeligheter man ut fra de historiske forhold reiste mot Bugges grundsyn, har da heller ikke synderlig vegt Med hensyn til vikingtidens længde uttalte allerede Bugge – likesom før ham J. E. Sars – en formodning om at denne periode hadde omspændt et større tidsrum end man visste om. Og denne formodning har senere faatt stadfæstelse av forskjellige kjendsgjerninger. Vi vet nu om vikingoverfald paa Irlands kyst i 617 og de nærmest-
