kvadene, men selve sagnene, fortællingsindholdet; at disse sagn for en ikke liten del grunder sig paa omdigtning og omformning av fremmed fortællingsstof, især jødisk-kristeligt, græsk-romerskt, og irskt; at opstaaelsen av baade indhold og digte skyldes impulser som naadde vore fædre under deres vikingfærder og kolonisationer i vesten; og at det ogsaa just er dèr, paa de brittiske øer, som størstedelen av eddakvadene er digtet.
Bugges opdagelse vendte ikke alene op og ned paa alle tilvante begreber. Skulde de vilde hedenske vikinger, som med ild og jern hujed Vest- og Sydeuropas kulturstater, ha følt dragelse til at sætte sig paa skolebænken hos »munker og mænd av munkeskolen» for at studere gamle haandskrifter? eller foldet sine hænder for at høre paa fortællinger fra kristendom, jødedom og klassicisme? Og hvad var det for en tanke, dette at en storslagen mytisk-heroisk digtning skulde kunne kittes sammen, som et mosaikgulv, av hundreder av episke træk, røvet ved strandhugg i øst og i vest? Ja, om det saa bare var vikingtidens utstrækning – hvorledes skulde saa kort et tidsrum som et par hundred aar (800 til 1000 eller 1050) kunne rumme en saa vældig og gjennemgripende omdannelse av aandslivet, som den Bugge forutsatte? Det var ikke bare disse og lignende reelle betænkeligheter som stilled sig i veien for den nye opfatning. Virkningen av Bugges tanke blev saa meget sterkere og vidtrækkende, fordi den ogsaa satte lidenskaberne i bevægelse og traadte nationalforfængeligheten paa tærne: Herhjemme i Norge, for saa vidt som den frakjendte vore fædre eiendomsretten til en stor del av det stof gude- og heltesagnene var opstaat av; i de andre nordiske lande, fordi den ved at rykke eddadigtene ned til vikingtiden, og søke deres grobund i Irland, Skotland, og England, for en væsentlig del utelukked svenskerne og danskerne fra andel i kvadene; i Tyskland, fordi man dèr,
