todes mester ved Berlins universitet», Karl Müllenhoff, uttømte sin siste kraft i en besk og bisk polemik mot hans »daarskap», og lot ham i haske ordlag staa skole-ret; en anden tysk mytolog erklærte fyndig: »Ich habe Bugges Schrift nicht gelesen, und will sie nich lesen, aber ich weiss, dass er nicht Recht hat»; Svend Grundtvig skrev sorgfulde breve om de vildspor hans gamle nære ven hadde bøiet ind paa; og Jørgen Moe vendte i en skaaltale, under spøkens form, landshøvdingens ord til Paulus imot ham: »Din megen lærdom gjør dig rasende, Paulus!»
Motsætningen mellem Bugges syn og den ældre opfatning var da ogsaa saa stor som vel muligt.
Den almindelige mening gik ut fra, »som fra noget selvfølgeligt», at de gamle gude- og heltesagn, slik som de er overleveret i eddakvadene, stammed fra den graa oldtid, aarhundreder forut for vikingtiden, og at de var en fællesarv og et fælleseie for alle de nordiske folk, om de end snarest hadde faat sin utformning og sin endelige skikkelse i Danmark og Sydsverige under den ældre og mellemste jernalder (2.–6. aarh. e. Kr.); ja i Tyskland mente man endog at ha ret til at betragte de nordiske mytesagn som i det væsentlige fællesgermanske, om man end indrømmed at forandringer og avændringer i det enkelte hadde fundet sted[1].
Stik i strid med denne opfatning gjorde Bugge gjældende: at av mange grunde – sproglige, metriske, indholdsmæssige – kan intet av eddadigtene være ældre end det 9. aarhundred; at det er »vikingtidens mægtige bølgeslag» som har skapt den norrøne gude- og heltedigtning, saaledes som den foreligger for os, og det ikke bare
- ↑ Overfor denne gjængse opfatning hadde det mindre at si, at en liten gruppe av forskere henla avfattelsen av de fleste eddakvad til Island, altsaa til temmelig sen tid, især da konsekvenserne av denne mening med hensyn til selve sagnstoffets oprindelse ikke blev trukket. Den som – ved siden af Vigfusson – kommer Bugges syn nærmest, er J. E. Sars.
