– har han leveret likesaa banebrytende arbeider som paa mytologiens.
Ikke bare den norrøne myteforskning, men den nordiske oldtidsvidenskab overhoved, ser ganske anderledes ut nu end da Sophus Bugge for halvhundred aar siden traadte frem. Han er i sin videnskab selv en viking; gjør strandhugg paa kyst efter kyst, grunder nybygder, samler impulser, og strør impulser – og drar bort til andre egne (hans hvile bestaar i at skifte arbeide). Han har flyttet grænseskjel og indvundet nyt land, hvor han har færdes. Kunde man tegne et kart over vor oldtids aandshistorie, vilde hans opdagelser indta en dominerende plads paa det; han har »lagt farve paa mange hvite flekker». Men han har mindre interesse av at følge alle kystlinjernes smaa bugtninger og kartlægge dem i detalj. Han har git synet, og fra ham strømmer impulsernes rigdom – i de spor han har traadt, vil der følge mænd som søker at gjennemarbeide enkeltheterne og føre erkjendelsen videre. Det er netop fra arbeider som Sophus Bugges at der strømmer vækkelse og befrugtning ut, arbeider som har huller, »som driver til selvarbeide og motsigelse, og gir følelsen av at kjendsgjerningernes rigdom og den vinding man kan dra av dem, paa langt nær ikke er uttømt». Overalt hvor Sophus Bugge har været, gror der efter ham.
Der er videnskabsmænd som er detaljister, der er videnskabsmænd som er grossister, og der er videnskabsmænd som er begge deler. Sophus Bugge har efter sit geni begge sider, baade sansen for det væsentlige, for de store linjer, og det skarpe syn for detaljen. Naar hans alsidige begavelse kanske allikevel ikke er kommet til fuldt fri utfoldelse efter begge sine væsenssider, hænger dette sammen dermed, at han er en opdager, med al »opdagerens uro», som stadig driver ham ut paa nye togter; vel ogsaa med den mangel paa filosofisk sans som her hjemme præged tiden for hans opvekst og grundlæggende utvikling
