– endnu den dag i dag mangler Norge en tændende filosofi. Men hvad han har tapt her, har han vundet ind derved, at han er en kunstnernatur, en digter; det gir ham, med intuitionens instinkt, hvad en streng filosofisk skolegang gir som reflekteret tænkning. Er det ikke en digters syn og ord, dette: »Det billede hvormed kvadet om Valund aapnes, viser hen hvor sommeren kommer en dag fra syd efter storm og bølgeslag, braadt og overvældende, med lys og varme, med duftende blomsterspind paa grønne enge, med fugleflokkes vingesus over løste vande, med livets fulde pulsslag, til Høinordens søn. Dette billede ved indgangen til vor gamle heroiske digtnings hall peker tilbake paa vikingtidens betydning for os: Denne tid var for vort folk det første store vaarbrudd.» Og dette digteriske bryter frem baade her og der i Bugges skrifter. Digter er han ogsaa som taler; digter i sin anende gjætningsevne og sit seerblik; i sin fantasis evne til at kombinere og la det fjerne og fremmedartede kaste lys over fænomenerne. Digter endelig ogsaa i sit vikingmod. Han eier i høi grad det som Jacob Grimm kaldte »der Muth des Fehlens». indsatsens mod, modet til at gaa spørsmaalene dristig paa livet, selv med fare for at utsætte sig for at ta feil – det rette sind for hver den som har nye tanker at sætte ind i utviklingen. I sin komposition derimot er han kun sjeldnere digter; arbeidet gaar med damphast, og arbeidskravenes mylder trænger slik paa, at der blir liten tid til fuld utprægning, til gjennemlyst klarhet.
Bugge eier den lykkelige likevegt at han kan kaste sit arbeide og være menneske blandt mennesker. Derfor er han en makeløs vert, og derfor sprer han velvære rundt sig, hvor han færdes. Like til hans røst saa er den sympatisk – den kommer fra en rik og klangfuld sangbund.
