Side:Modersmaalets Sproglære.djvu/14

De Ord, som ende paa en enkelt Vocal, faae et stumt (ikke lydeligt) e, hvor andre have et lydeligt.

Naar Adjectivet staaer bestemt, er det overalt ligt det ubestemte Fleertal F. (den) store; I (det) store; Fl. (de) store.

Naar Adjectivet staaer substantivisk, faaer det i Genitiv et s.

	Enkeltt.	Fleert.		Enkeltt.	Fleert.
N.	en God —	Gode		(den) Gode	— de Gode
G.	en Gods —	Godes		den Godes	de Godes
N	Godt		N.	det Gode
G.	Godts		G.	det Godes

Anm. Adjectiverne staae i samme Kjøn og Tal, som det Ord, hvormed de ere forbundne.

Naar Adjectivet udtrykker en Egesktab uden Hensyn til Mere eller Mindre, som: stærk, rød, kaldes det Positiv; udtrykker det Mere af en Beskaffenhed, kaldes det Comparativ, som: stærkere eller mere stærk, rødere eller mere rød; udtrykker det Meest af en Beskaffenhed, som: stærkest, meest stærk, rødest, meest rød, kaldes det Superlativ.

Denne Forandring ved Grader kaldes at comparere. Regelmæssigen compareres saaledes:

Positiv	høi	Comp	høiere	Sup.	høiest
			mere høi,		meest høi
	from,	—	frommere	—	frommest
	ædel,	—	ædlere	—	ædlest.

7.

Artikelen inddeles i: 1. den ubestemmende — Fælleskj. en — Intetkj. et (uden Fleertal) sat foran