almindelige Raab. «Vi rakker Hestene til uden Nytte og slider os halvt fordærvede. Lad hende selv have Ulejligheden med at kjøre Tømmeret hjem til sin Skole!»
Marie, der ikke var vant til den Slags Scener, blev gjærne saa bange, at hun søgte at berolige Stemningen ved at uddele Brændevin til de misfornøjede Skraalhalse, og naar saa hver af Kuskene havde faaet et Par Snapse, hørte Spektaklet op; og man saa’ derpaa alle Kjøretøjer bevæge sig ud af Gaarden i samme Orden, som de vare komne.
Da Tømmeret og Brædderne endelig var samlet paa Byggepladsen, kjørte jeg der hen sammen med min Kone, og lige saa saare vi viste os paa Arbejdsstedet, tiggede Tømrerne os om Drikkepenge. Alle Bjælkerne laa tilhuggede og tilpassede, men Væggene kunde ikke rejses, før Fundamentet var lagt, og dette Arbejde var endnu ikke paabegyndt, da Murerne vare udeblevne. Selvfølgelig vare Tømrerne vrede over, at de havde ulejliget sig her hen uden Nytte, og baade Marie og jeg maatte høre ilde derfor. Nogle Dage efter kom endelig Murerne, men det viste sig nu, at man havde glemt at tilkjøre Sandet, der skulde røres i Kalken. Bønderne, der benyttede sig af vor Forlegenhed, vilde have 30 Kopek som Kjørepenge for hvert Læs Sand, og det skjønt Floden, hvorfra det skulde hentes, kun laa et Par hundrede Skridt fra Byggepladsen. Der var ingen Ende paa alle de Prellerier, vi var Gjenstand for, og min Kone kom efterhaanden i saa stærkt Oprør, at hun slet ikke vilde
