indlade sig med Bønderne, men jagede dem bort. Saa snart de havde forladt Pladsen, gik Murerne ogsaa deres Vej, og da Marie beklagede sig til deres Formand derover, tog han hende i Armen og sagde i en rolig Tone:
«Ja, vi kan da ikke mure, naar der ingen Sand er. Skaf os Sand til Kalken, saa møder jeg igjen med alle mine Folk, og er de her først, kan det hele være gjort paa et Par Dage.»
Endelig fik vi da Sandet tilkjørt, men endnu 8 Dage efter havde Murerne ikke begyndt paa deres Arbejde, og Marie blev saa endnu mere ude af sig selv end før.
«Jeg tror, jeg bliver gal!» sagde hun Gang efter Gang. «Hvad er det dog for Mennesker, vi er drattet ned imellem! Nej, jeg holder det ikke ud — jeg bliver ganske sikkert vanvittig!»
Midt under alle disse Gjenvordigheder dumpede hendes Fader ganske uventet ind til os. Han førte en hel Ladning Vin og Proviant med sig, og ved Middagsbordet tog han saa rigeligt til sig af de vaade Varer, at han, saa saare han havde rejst sig, smed sig paa Græsplænen og faldt i Søvn. Da han vaagnede langt ud paa Eftermiddagen, var han utilpas og i daarligt Humør, og han begyndte saa at kritisere hele vort Husvæsen og udtalte tillige sin Ærgrelse over, at han havde været letsindig nok til at kjøbe Dubetschnja, som hidtil ikke havde indbragt ham andet end Tab. Den stakkels Marie tog sig hans Bemærkninger saa nær, at hun ikke kunde skjule det, men han følte
