ingen Medlidenhed med hende, og da hun beklagede sig over, at der intet Udkomme var med Bønderne, gabede han og anbefalede hende at give dem en Livfuld Hug. Han sagde ligeud, at vort Ægteskab og det Liv, vi førte, var en ren Komedie, og at det kun skyldtes et flygtigt Lune, at Marie havde giftet sig med mig.
«Hun har før haft den Slags tossede Indfald,» sagde han og lo. «En Gang rendte hun saaledes hjemme fra, fordi hun absolut vilde være Operasangerinde, og De kan tænke Dem, Højstærede, at jeg maatte lede efter hende hele to Maaneder og give 1000 Rubler ud i Telegrammer, inden jeg fandt hendes Spor.»
Han var nu saa lidt fornøjet med, at jeg havde valgt at indrette mit Liv som en simpel Arbejders, at han udtalte sig yderst haanligt om hele min Virksomhed, og det gik saa vidt, at han sagde mig lige op i Ansigtet:
«De er en mærkelig Fyr! De er — om jeg saa maa sige — ikke rigtig normal. Ja, jeg vil nødig være Profet, men jeg spaar Dem alligevel, at det tager en snavs Ende med Dem.»
Marie, der af Naturen var det, man kalder et godt Sovehjærte, begyndte at lide af Søvnløshed, og naar hun havde saadanne Anfald, satte hun sig gjærne hen til Vinduet og stirrede ud for sig. Der syntes i det hele at hvile et mærkeligt Tryk over hende. Hun lo og spøgte ikke længere ved Maaltiderne, og hendes Livlighed var ogsaa stærkt i Aftagende. Hun trængte til Lys og Solskin, og jeg var kjed af, at jeg ikke
