kunde skaffe hende det. Naar Regnen piskede paa Ruderne, var det, som om hver Draabe ramte mig lige ind i Hjærtet, og jeg følte da den stærkeste Trang til at kaste mig for hendes Fødder og bede hende om Tilgivelse for, at jeg ikke kunde skaffe hende godt Vejr. Hun var altid i mine Tanker. Jeg tilbad hende, og alt, hvad hun sagde eller gjorde, satte mig i den største Henrykkelse. Hun var klogere end alle andre og dertil saa højsindet og hjærtensgod, at jeg mange Gange om Dagen følte Trang til at kaste mig i Støvet for hende. Naturligvis maatte det være pinligt for en Kvinde som hende at skulle være udsat for alle de Sorger og Bekymringer, som daglig væltede ind over os. Jeg saa’ jo, hvor hun led derved, og Bevidstheden herom medførte, at ogsaa jeg laa vaagen en stor Del af Natten. Min Hjærne arbejdede for at finde en eller anden Udvej, og da jeg ikke kunde øjne nogen, kastede jeg mig urolig paa mit Leje.
Som rimeligt var, gjorde jeg mit bedste for at lette hende Tilværelsen. Jeg løb hyppigt ind til Byen og kom tilbage med Blomster, Aviser og Bøger; jeg sad timevis nede ved Floden i det mest øsende Regnvejr for at fange en Gjedde eller en Aborre, som kunde bringe lidt Afvexling ind i vor ensformige Middagskost, og jeg delte Penge og Brændevin ud til Bønderne, for at de ikke skulde komme og forstyrre hendes Ro.
Endelig hørte Regnen da op, og Markerne og Vejene begyndte lidt efter lidt at blive tilgængelige. Hver Morgen, naar jeg stod op, hilste Solen paa mig. Duggen skinnede paa Græs og paa Blad, Fuglene sang,
