Bønder, og ved Hjælp af Sogneraadsformanden fik vi da ogsaa tilvejebragt en almindelig Stemning for, at Skolen skulde bygges. Hver Gang vi havde holdt et saadant Møde, stimlede Bønderne sammen om os og forlangte, at vi skulde give Brændevin, og dette Tiggeri pinte os naturligvis i allerhøjeste Grad. Naa, endelig naaede vi da saa vidt, at Grunden til Skolen blev udgravet, og nu var altsaa det Tidspunkt kommet, hvor Bønderne efter Løfte skulde tilkjøre alt Byggematerialet fra Staden. Saa snart Hveden var saaet, kjørte der to lange Rækker Arbejdsvogne, den ene fra Kurilovo og den anden fra Dubetschnja, efter de Mursten, som skulde benyttes til at lægge Fundamentet, men skjønt disse Vogntog afgik omtrent ved Daggry, vendte de dog først hjem sent om Aftenen, og Kuskene vare da alle saa fulde, at de havde ondt ved at staa paa Benene.
Da Regnen vedblev hele Maj Maaned igjennem, blev Vejene efterhaanden fuldstændig opkjørte. Naar Arbejdsvognene havde været inde i Byen efter Tømmer, kjørte Bønderne gjærne paa Hjemvejen ind i vor Gaard, og det var da højst uhyggeligt at se alle de elendige, udasede Krikker komme ind gjennem Porten, én for én, og hver især trækkende paa et tungt Læs Brædder. Og naar saa alle Vognene var kjørt op ved Siden af hinanden, begyndte Bønderne, der var saa oversprøjtede med Vejsnavs, at det sad i store Kager i Haaret og Skjægget, at skraale op, skjælde ud og stille Forlangende om, at Fruen skulde komme til Stede.
«Vi vil ikke kjøre mere for Herskabet!» lød det
