blive lykkelig. Anjuta Blagovo siger, at dit Ægteskab er en ny Prøvelse, som Vorherre sender dig, og en lille Sandhed kan der vel være deri, for Familielivet frembyder jo ikke alene Glæder, men ogsaa Sorger. Det er nu engang saaledes, og vi maa finde os deri.»
Marie og jeg fulgte hende et Stykke ind ad Byen til og gik derefter langsomt tilbage. Vi sagde ikke meget til hinanden, og om Kjærlighed talte vi ikke et Ord, men det behøvedes heller ikke, for vi følte begge, at vi nu stod hinanden saa nær, at intet mere kunde skille os.
«Din Søster,» sagde Marie, «er baade elskværdig og sympatetisk, men hun gjør et meget forpint Indtryk. Din Fader maa efter alt at dømme være en utaalelig Tyran.»
Jeg fortalte hende saa, hvorledes Kleopatra og jeg var bleven opdragne, og det var ikke noget lyst Billede, jeg oprullede af vor Barndom og Ungdom. Da jeg skildrede hende den skrækkelige Scene, jeg havde haft med min Fader for knap et Aar siden, skjælvede hun og trykkede sig tæt ind til mig.
«Hold op! Hold op!» hviskede hun gysende. «Aa, det er skrækkeligt at høre!»
Saa begyndte der en lykkelig Tid. Vi boede i de tre Værelser, som jeg havde indrettet, og hver Aften aflaasede vi omhyggeligt den Dør, som vendte ud mod den tomme Del af Huset, ganske som om der opholdt sig en Ubekjendt derinde, hvis Besøg vi frygtede. Jeg stod op hver Morgen ved Daggry og tog saa strax fat paa et eller andet Arbejde. I Begyndel-
