sen var det Huset og Haven, der lagde Beslag paa min Tid, og senere fik jeg travlt med at pløje, harve og saa. Dette Arbejde ude i Marken trættede mig, fordi jeg ikke var vant dertil, og det interesserede mig saare lidt, maaske fordi der aldrig har flydt en Draabe Agrarblod i mine Forfædres Aarer. Jeg elskede Naturen og kjendte ikke noget bedre end at strejfe om i Mark og Eng, men Bonden, der gik bag Ploven med bøjet Hoved og krumme Knæer, var i mine Øjne kun Udtrykket for en raa og brutal Kraft, som ikke passede ind i Nutiden, men hørte hjemme i den forhistoriske Tid, hvor Mennesket endnu ikke kjendte Ilden; og naar jeg pløjede eller saaede, følte jeg ikke den Tilfredsstillelse, som Arbejdet ellers giver, men snarere, at det var en eller anden Morskab, jeg havde for. Jeg foretrak langt at sysle i Gaarden eller i Haven og følte mig allermest i mit Es, naar jeg havde min Malerpensel i Haanden.
Ofte gik jeg gjennem Haven og over Engen ned til Vandmøllen, der hørte til Dubetschnja, men var forpagtet til en Bondemand, som hørte hjemme i Kurilovo. Han hed Stepan og var en stor, kæmpestærk Karl med et vældigt, sort Fuldskjæg. Møllervæsenet syntes nærmest at kjede ham, og naar han havde slaaet sig ned her, var det vel kun, fordi han helst vilde være fri for at bo hjemme. Han var faamælt og langsom i sine Bevægelser, og naar han sad og dvaskede uden for Møllen, underholdt han sig i Regelen med at synge Omkvædet af en eller anden Vise. Hans Kone og Svigermoder kom undertiden og
