Og vi satte os saa hen og talte sammen som to,
der har kjendt hinanden i lange, lange Tider.
To Dage efter sendte hun mig ud til Dubetschnja, og jeg var usigelig glad over dette. Det var altsaa Begyndelsen til Lykken, og Tanken herom gjorde mig saa henrykt, at jeg lo ganske højt, da jeg satte mig ind i Kupeen, til stor Forfærdelse for mine Medrejsende, der troede, at de var kommen i Selskab med en fuld eller gal Mand. Det sneede endnu stadig, men da det var Tøvejr, laa Vejene som mørke Striber inde mellem de hvide Marker, og baade disse Striber og Raagerne, som kredsede rundt i Luften med hæse Skrig, syntes at bringe mig Budskab om Vaaren.
Jeg havde først tænkt paa at indrette den Længe, som laa lige overfor Generalindens, til Bopæl for Marie og mig, men da det ved nærmere Eftersyn viste sig, at den var saa forfalden, at der ikke kunde være Tale om at faa noget ud af den, maatte jeg opgive denne Tanke og udvælge mig en passende Lejlighed i Hovedbygningen, der indeholdt ikke mindre end 20 Værelser, men hvis hele Møblement kun bestod af Klaveret i Havesalen. Jeg indsaa naturligvis, at der ikke kunde
