lykkedes mig at jage paa Flugt, og jeg maatte da tilstaa for mig selv, at jeg var uhelbredelig forelsket.
En Dag fik vi uventet Snevejr samtidig med, at Vinden gik om til Nord; det var næsten, som om Vinteren var kommen igjen. Da jeg ud paa Aftenen kom hjem fra mit Arbejde, traf jeg Marie Viktorovna inde paa mit Værelse. Hun sad med Hat og Pels paa og havde begge Hænderne i sin Muffe.
«Hvorfor kommer De ikke mere?» spurgte hun og saa’ op paa mig med sine kloge, udtryksfulde Øjne, og jeg blev da saa betagen, at jeg ikke kunde faa et Ord over mine Læber. Hun blev ved at se mig ind i Ansigtet, og jeg kunde læse i hendes Øjne, at hun forstod, hvorfor jeg var saa forvirret.
«Hvorfor kommer De ikke mere til mig?» gjentog hun. «Naar De holder Dem borte, saa møder jeg hos Dem.» — Hun rejste sig og gik hen til mig. — «Forlad mig ikke!» hviskede hun, og i det samme fyldtes hendes Øjne med Taarer. «Jeg er ene — fuldstændig ene, og Livet falder mig saa tungt at leve,» vedblev hun og skjulte sit Ansigt bag Muffen. «Jeg har ingen anden paa Jorden end Dem. Forlad mig ikke!»
Hun ledte efter Lommetørklædet for at aftørre sine Taarer, og samtidig kom der ligesom et Smil over hendes Ansigt. Vi stod begge tavse i nogen Tid, og derpaa omfavnede og kyssede jeg hende, men jeg gjorde det saa ubehændigt, at jeg rev min Kind til Blods paa hendes Hattenaal.
