Side:Mit Liv.djvu/85

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

Øje nu kun en stor, kulsort Facade. Jeg følte mig saa usigelig ene og forladt, at alle de Tvivl og Bekymringer, der hidtil havde naget mig, forekom mig for slet intet at regne i Sammenligning med den Smerte, jeg nu bar paa. Og uden selv at vide hvorfor gik jeg hen til Porten og halede saa stærkt i Klokken, at jeg rev Strængen over og beholdt Grebet i Haanden. Jeg fór ned ad Gaden lige saa forfærdet som en Gadedreng, der er bange for at blive greben paa fersk Gjerning, og standsede først, da jeg kom til Hjørnet. Her lyttede jeg længe med bankende Hjærte, og da jeg ikke hørte andet end Regnen, der piskede ned, og Vægterens Skridt langt henne i Gaden, listede jeg mig forsigtigt videre.

I hele den Uge, der fulgte, gik jeg ikke hen til Dolshikofs, og for ikke at fristes til at bryde mit Løfte solgte jeg mine Stadsklæder. Jeg havde i de Dage intet fast Arbejde, men maatte slide i det som Murhaandlanger, hvorved jeg kun kunde tjene fra 15 til 20 Kopek om Dagen. Det var et anstrængende og slet betalt Arbejde, men jeg var glad derved, for naar jeg gik med min tunge Byrde paa Ryggen, havde jeg en Følelse af, at jeg derved ligesom sonede den Synd, jeg havde begaaet ved daglig at fraadse i de Lækkerier, Ingeniøren havde trakteret mig med. Saa længe jeg arbejdede, lykkedes det mig at døve Erindringen, men saa snart jeg var kommen hjem og havde lagt mig i min Seng, fremtryllede min Indbildningskraft en hel Række fristende Billeder, som det ikke