trykkede mig. For det første kunde jeg ikke sympatisere med hans Ræsonnementer, og dernæst pintes jeg af Erindringen om, at jeg endnu for ganske kort Tid siden havde staaet i hans Tjeneste og været Gjenstand for hans Grovhed og Uforskammethed. Ganske vist slog han mig nu paa Skulderen og behandlede mig næsten som Kammerat, men i mit Inderste følte jeg mig alligevel overbevist om, at han endnu stadig foragtede min Ringhed, og at han kun taalte min Nærværelse, fordi han ikke ønskede at gjøre sin Datter imod. Og dertil kom, at min Samvittighed ikke kunde forsone sig med, at jeg, Proletaren, den simple Haandværker, hver Dag gik hen til en Velhaver, som jeg ingen Respekt havde for, og fyldte mig med hans gode Mad og udsøgte Vine. Paa Vejen derhen slog jeg Øjnene ned for at undgaa Kammeraternes Blikke, og naar jeg vendte hjem om Aftenen, skammede jeg mig over den Følelse af Mæthed, som jeg førte med mig. Men det værste var, at jeg frygtede for at blive alvorlig forelsket. Hvad enten jeg drev paa Gaden, arbejdede, eller passiarede med mine Kammerater, tænkte jeg kun paa de Aftentimer, jeg skulde tilbringe sammen med hende, og jeg forestillede mig saa i Tankerne hendes Stemme, Latter og Bevægelser. Skulde jeg hen til hende, stod jeg gjærne et helt Kvarter foran Spejlet og bandt mit Halstørklæde i de mærkeligste Sløjfer, og samtidig led jeg over, at jeg kunde være saa ubetydelig og forfængelig. Saa’ jeg en kvindelig Skikkelse paa Gaden, sammenlignede jeg den uvilkaarlig med hendes, og det forekom mig da, at alle
