levede i, og mødte derfor i mine bedste Klæder, hvilket jævnligt indbragte mig Bebrejdelser fra hendes Side.
«Ja, De maa indrømme,» sagde hun en Gang til mig, «at De ikke rigtig har indlevet Dem i Deres ny Rolle. Jeg ser det jo bedst deraf, at Arbejdsdragten trykker og generer Dem. Men mon det ikke skulde komme deraf, at den Beskæftigelse, De har valgt, ikke fuldt ud tilfredsstiller Dem? De har jo selv saa ofte sagt, at enhver bør forskaffe sig Brødet ved sine egne Hænders Arbejde, men dette Program opfylder De egentlig kun halvt, idet De nøjes med at tjene Pengene til Føden. Se, jeg mener nu, at Idealet vilde være at tage fat paa en Gjerning, der har det direkte Maal at frembringe det, hvormed man opretholder Livet. Med andre Ord: man bør vælge Agerdyrkerens Kald, pløje, saa, høste og bringe i Lade.» — Hun aabnede et lille Skab, som stod ved Siden af hendes Skrivebord og vedblev: «Ja, alt det siger jeg til Dem, fordi jeg ønsker at indvie Dem i min Hemmelighed. Se her har De mit lille Landbrugsbibliotek. Øverst oppe finder De Værker om Agerbrug, paa næste Hylde Bøger, som omhandler Frugt- og Køkkenhave, og i nederste Række «Tidsskrift for Bivæsen» og forskjellige Afhandlinger om Kvægavl. Jeg læser alt dette med umaadelig Iver, og hvad Teorien angaar, saa tror jeg nok jeg tør sige, at jeg har tilegnet mig den. Saa saare vi kommer lidt ind i Marts, flytter jeg ud til Dubetschnja, og saa slaar jeg mig paa Landbruget. Til at begynde med optræder jeg naturligvis som Tilskuer, men saa snart
