Vi saas endnu hyppigere end før, idet hun næsten daglig kjørte hen til Kirkegaarden, der laa ved Siden af Kapellet, hvor jeg havde mit Arbejde, og medens hun ventede paa mig dér, fordrev hun Tiden med at læse Indskrifterne paa Ligstenene. Undertiden gik hun ogsaa ind i Kapellet og iagttog mig, medens jeg arbejdede. Det interesserede hende at se mig staa i Skjorteærmer og bruge Penselen og at høre de andre sige «Du» til mig, men naar jeg saa’ hende her i disse Omgivelser, mindede hun mig om en smuk udenlandsk Fugl, der er fløjen ud af sit Bur og er i Forlegenhed med, hvor den skal gjøre af sig selv.
«Ja,» sagde hun en Gang til mig, medens vi vandrede frem og tilbage paa Kirkegaarden, «nu er dette det eneste Sted, hvor jeg overhovedet gider opholde mig. Hos Ashogins bestiller man ikke andet end at spille Komedie, og det har jeg faaet mere end nok af, Deres Søster skyer mig, Mlle. Blagovo vender mig af en eller anden Grund Ryggen, og Teatret gider jeg ikke gaa i. Men hvor i Alverden vil De saa have, at jeg skal gjøre af mig selv!»
Naar jeg besøgte hende, medbragte jeg altid en stærk Lugt af Maling og Fernis; men dette Minde om min daglige Virksomhed syntes kun at tiltale hende, og det gik endogsaa saa vidt, at hun gjentagne Gange bad mig om at besøge hende i min sædvanlige Arbejdsdragt. Jeg fandt imidlertid, at min snavsede Bluse ikke passede til de Omgivelser, hun
