og følger De det ikke, er jeg desværre nødt til at tage min Tilflugt til Tvang. Hm, hm!»
Efter at han havde lettet sit Hjærte, stod han et halvt Minut og fixerede mig, og derpaa sagde han pludselig og uden Motivering:
«Sig mig, Højstærede, De skulde da vel aldrig være Vegetarianer?»
«Nej, paa ingen Maade, Deres Excellence,» svarede jeg i en ærbødig Tone; «jeg spiser Kjød og befinder mig særdeles vel derved.»
Han satte sig hen til Skrivebordet og begyndte at kigge i nogle Papirer, og da jeg mærkede, at Avdiensen var forbi, bukkede jeg og gik.
Jeg skyndte mig hjem for at tage mig den forsvarlige Lur, jeg trængte til, men Guvernørens Tale havde gjort saa stærkt et Indtryk paa mig, at det ikke var mig muligt at falde i Søvn. Om Aftenen gik jeg hen til Marie Viktorovna, og da jeg fortalte hende om mit ufrivillige Besøg hos Guvernøren, saa’ hun først længe paa mig med en vantro Mine og brast derpaa i en Latter, der var saa smittende, at den nær havde revet mig med.
«Nej, du store Gud!» sagde hun aldeles stakaandet og støttende sig til Stolryggen. «Det er mageløst . . . guddommeligt! Ja, hvis jeg fortalte det i Petersborg, var der ikke en Sjæl, der vilde tro mig. Men er De ogsaa vis paa, at De ikke har drømt det hele?»
