til mig for at kunne sige Dem følgende: Deres højt agtede og udmærkede Hr. Fader har baade skriftligt og mundtligt henvendt sig til Guvernementets Adelsmarskalk og bedt ham om at forestille Dem, hvor uforenelig hele Deres Færd og Optræden er med det adelige Navn, De har den Ære at bære. Hans Excellence, der med Rette mener, at Deres Opførsel i høj Grad er egnet til at vække Forargelse, har anmodet mig om at træde hjælpende til — om fornødent ved Anvendelse af min administrative Myndighed — og han har ved samme Lejlighed meddelt mig sine Anskuelser om Sagen . . . . Anskuelser, som jeg . . . . Hm, hm! . . . tilfulde deler!»
Han talte ganske sagte og saa’ paa mig med et Udtryk, der snarere var forlegent end strængt, og under hele Talen stod han ret op og ned, som om jeg kunde have været hans Foresatte.
«Jeg haaber,» fortsatte han efter en lille Pavse, «at De forstaar at vurdere, at Hans Excellence har været delikat nok til at henvende sig privat til mig og ikke officielt. Se, jeg vælger nu den samme Fremgangsmaade, og naar jeg taler til Dem i dette Øjeblik, er det derfor ikke som Guvernør, men som Deres Hr. Faders oprigtige Beundrer. Jeg beder Dem altsaa om enten at slaa ind paa en Levevej, som passer til Deres Stand og Fødsel, eller om at søge andetsteds hen, hvor man ikke kjender Dem og følgelig ikke kan tage Forargelse af Deres nuværende nedværdigende Beskæftigelse. Se nu har jeg givet Dem mit Raad,
