og Husmødre anstigende for at gjøre Indkjøb. Prokofij, der idelig anbefalede sine Varer, parterede Kjødet med sin blinkende Øxe, vejede — og snød, hvor han kunde komme dertil, og naar han løftede sit Mordvaaben, havde hans Øjne et saa vildt og blodtørstigt Udtryk, at han nærmest lignede en Skarpretter i Funktion. Jeg tilbragte hele tre Timer i hans Bod, og da jeg omsider, lidt før ni, begav mig til Guvernøren, medførte jeg en Duft af raat Kjød og Blod, der var mig selv yderst modbydelig. Jeg var til Mode som en Mand, der iler den visse Død i Møde, og gik derfor som i en Taage, men jeg husker dog endnu, at jeg bevægede mig op ad en høj Trappe, der var belagt med et stribet Tæppe, og at jeg, da jeg kom ind i Forstuen, blev modtaget af en ung, kjoleklædt Embedsmand, som gik i Forvejen for at melde mig. Efter et Øjebliks Forløb kom han tilbage med den Besked, at Hans Excellence ventede mig, og jeg gik saa med bankende Hjærte ind i den store Modtagelsessal. Jeg stod først lidt henne ved Døren, og derpaa styrede jeg hen mod et Bord, ved hvilket der stod en Herre i Generalsuniform og med Stjærne paa Brystet. Hans Ansigt var fuldt af Rynker, og Haaret farvet, og hvad Alderen angik, kunde han lige saa godt være 40 som 60.
«Naa, det er altsaa Hr. Polosnef!» sagde han, og jeg bukkede saa og ventede paa, hvad der videre vilde komme.
«Hr. Polosnef,» vedblev han i en højtidelig og værdig Tone, «jeg har anmodet Dem om at komme
