vist nærmest for Tidsfordriv.» — I det samme ringede det, og hun rejste sig saa og gik hen mod Døren. — «Naa, for øvrigt giver jeg Dem Ret i, at de Rige og Dannede bør arbejde ligesom alle andre, og jeg kan ogsaa gaa ind paa, at man tager sig visse Bekvemmeligheder, men disse bør være ens for alle og ikke udarte til Privilegier for enkelte Begunstigede. — Men nu tror jeg, at vi skal lade Filosofien ligge og tale om noget fornøjeligere. Fortæl De mig lidt om Malersvendenes Liv. Hvordan har det sig egentlig med disse Fyre? Er de morsomme . . . underholdende?»
Doktoren kom ind, og jeg begyndte at fortælle, saa godt jeg kunde, men jeg mærkede selv, at der hverken var Liv eller Fart i min Fremstilling, og at det, jeg afleverede, nærmest havde Karakteren af et tørt etnografisk Foredrag. Saa snart jeg var færdig, tog Doktoren fat og fortalte forskjellige Træk af Haandværkerlivet, og han gjorde det saa fornøjeligt og underholdende, at Marie Viktorovna flere Gange fik Taarer i Øjnene af Latter. Derefter satte han sig hen til Flygelet og sang til sit eget Akkompagnement, og hun vendte Nodebladene for ham og rettede ham, hver Gang han gjorde en Fejl.
«Sig mig, synger De ikke ogsaa?» sagde jeg efter at have siddet og set paa hende i længere Tid.
«Nej, det er storartet! Han siger: ogsaa!» raabte Doktoren og slog Hænderne sammen af Forfærdelse. «Men véd De da ikke, Menneske, at hun ligefrem er Kunstnerinde paa det Omraade!»
«Ja, i sin Tid dyrkede jeg Sangen med stor Iver,»
