sagde hun til mig, «men nu har jeg lagt det paa Hylden.»
Hun satte sig hen paa en Puf og fortalte os om sine Studier paa Konservatoriet, og derefter tog hun sin Skitsebog frem og tegnede først Doktoren og derpaa mig. Hun var i udmærket Humør, lo, spøgte og gjorde nogle allerkjæreste Smaagrimasser, og det klædte hende unægteligt langt bedre end at sidde med et alvorligt Ansigt og anstille Betragtninger over Rigdommens Uretfærdighed. Saadan som jeg nu saa’ hende, var hun uimodstaaelig indtagende, og naar jeg sammenlignede hende med de andre unge Piger, jeg kjendte, saa faldt disse fuldstændig igjennem ved Siden af hende.
Vi satte os alle tre hen til Aftensbordet. Doktoren og Marie Viktorovna nød baade Rødvin, Champagne og Kaffe med Kognak, klinkede hyppigt med hinanden og drak paa Venskab, Frihed og Fremskridt. Stemningen blev mere og mere livlig, og for nogenlunde at holde Trop med de andre hældte jeg skyndsomst et Par Glas Rødvin i mig.
«De talentfulde og rigt begavede Naturer,» ytrede Marie Viktorovna i Samtalens Løb, «véd saa nøje, hvor hen deres Vej gaar, men de middelmaadige, hvortil jeg hører, maa sidde rolig og vente, indtil der viser sig en eller anden mægtig og indgribende Samfundsbevægelse, som de saa maa kaste sig i Armene paa og følge blindt.»
«Ja,» sagde Doktoren, «men en saadan Bevægelse findes slet ikke hos os; vi er jo desværre mindst
