saa stærkt et Indtryk paa mig, at det varede længe den Aften, inden jeg kunde falde i Søvn.
I dette ellers saa bedrøvelige Efteraar skete der det mærkelige, at der ret hyppigt blev sendt mig anonyme Gaver i Form af The, Sukker og Bagværk, og jeg grundede længe forgjæves over, hvorfra disse kunde stamme, men da jeg en skjønne Dag fik tilsendt et uldent Tørklæde, som udsendte en svag Duft af Violer, var Gaaden løst med det samme. Jeg vidste, at «Violette» var Augusta Blagovos Yndlingsparfume, og følgelig var jeg ikke i Tvivl om, at det var hende, der optraadte som min beskyttende Fe.
Henad Vinteren blev der mere Arbejde, og det bevirkede, at jeg atter saa Livet i et lidt lysere Skjær. Ræddiken kom igjen paa Benene, og han og jeg arbejdede nu sammen ude i Forstadskapellet, hvor vi havde fuldt op at gjøre med at spartle og male Helgenvæggen[1], som skulde ses efter i Sømmene fra øverst til nederst. Dagene tilbragte jeg inde i den halvmørke Kirke, hvor der herskede en dødlignende Tavshed, og de lange Aftener fordrev jeg med Billardspil eller ved at gaa i Teatret. Hos Ashogins havde Dilettantforestillingerne allerede taget deres Begyndelse, men nu var Ræddiken ene om at male Dekorationerne. Han fortalte mig om alt det interessante, han saa’ der henne, og jeg lyttede med Misundelse til hans
- ↑ Den Væg, der i de græsk-katolske Kirker skiller det Allerhelligste fra den øvrige Del af Kirken. O. A.
