fordi Bænkebiderne og Tusindbenene kravlede hen over mit Ansigt og mine Hænder. Men værst var det dog, at Jærnbanearbejderne, naar de var færdige med deres Dagværk, ofte indfandt sig i større Skarer for at prygle os ulykkelige Malere. Det var en Sport, de drev — i Mangel af bedre, selvfølgelig. De smurte os grundigt igjennem, tog Penslerne fra os og spolerede ofte alt det Arbejde, vi havde faaet udrettet i Løbet af Dagen. Ubehageligt var det ogsaa, at Ræddiken lidt efter lidt begyndte at betale os vor Ugeløn paa en temmelig uregelmæssig Maade. Sagen var, at han havde overtaget Arbejdet for en anden Entreprenør, hvem han maatte give 10 pCt. i Opgjæld, og Resultatet blev naturligvis, at han selv spandt alt andet end Silke derved. De sultne Malersvende, som ikke fik deres Penge til rette Tid, var flere Gange lige ved at lægge Haand paa ham og trakterede ham saa godt som daglig med Skjældsord, og naar han fik denne Medfart, sukkede han dybt, løftede Armene mod Himlen og endte saa med at ty til Fru Tscheprakof, der gav ham Pengene mod Aagerrenter.
Efter den vaade Sommer fulgte et sludfuldt og mørkt Efteraar, som forekom mig endnu mere be-
