drøveligt, fordi der paa denne Aarstid næsten intet var at bestille i Faget. Det kunde godt ske, at jeg sad flere Dage hjemme med Hænderne i Skjødet, og under disse Forhold maatte jeg prise mig lykkelig, naar jeg i Ny og Næ kunde tjene en ringe Skilling ved tilfældigt Arbejde af den mest anstrængende Natur. Doktor Blagovo var rejst til Petersborg, min Søster saa’ saa godt som aldrig mere ind til mig, og Ræddiken laa nu som altid paa denne Aarstid syg hjemme og ventede paa at skulle dø. Selv var jeg i en mørk og trykket Stemning: jeg havde nok tidligere kjendt vort Byliv fra Vrangsiden, men hvad jeg nu saa’, bragte mig ligefrem i Fortvivlelse, thi hvor jeg og mine Lige kom hen, blev vi snydt og bedraget paa enhver mulig Maade, og den Behandling, man gav os, var som oftest uhøflig, for ikke at sige grov.
En Eftermiddag, medens jeg stod og tapetserede oppe i Klubben, kom Ingeniørens Datter gaaende gjennem Stuen med en Pakke Bøger, som hun skulde aflevere i Læseværelset, og da hun passerede mig, holdt jeg et Øjeblik inde med mit Arbejde og hilste paa hende.
«Ih, se Goddag!» sagde hun smilende og gav mig Haanden. «Det var da morsomt at se Dem igjen! Hvordan har De det?»
Saa saare hun havde sagt det, begyndte hun at kigge paa min Arbejdsbluse og paa Klisterspanden, som stod ved Siden af mig, og jeg blev da efter-
