fundigste Maade lige efter Middag, og endnu Kl. 8 var hun ikke vendt tilbage. I den sidste Maaneds Tid render hun hvert Øjeblik hjemme fra, naar hun blot kan se sit Snit dertil, og jeg er ikke i Tvivl om, at det er din slette Indflydelse, som er Skyld deri. Naa — hvor er hun saa, din Slyngel?»
Han holdt sin Parasol i en truende Stilling, og da jeg saa’ det, rettede jeg mig som en Skoledreng, der venter paa sin Straf, men da han opdagede, at jeg skjævede hen til hans Angrebsvaaben, betænkte han sig og undlod at bruge det.
«Naa, saa du svarer ikke,« sagde han. «Ja, nu kan du sejle din egen Sø! Jeg er færdig med dig, dit vanartede Bæst!»
Og dermed gik han.
«Aa, Herre Jesus!» sukkede Anna Karpovna, henne bag Døren, saa saare han var gaaet. «Det er ude med dig, din Stakkel! Det tager en snavs Ende med dig — det føler jeg!»
Nogle Dage efter var jeg i travl Virksomhed ude paa Jærnbanelinien. Hele August Maaned var ualmindelig regnfuld og kølig, og det øsede i den Grad Vande ned, at Hveden de fleste Steder laa og spirede paa Marken, da man ikke kunde kjøre den ind. Under saadanne Forhold var det ogsaa vanskeligt for os at arbejde, da Plaskregnen skyllede Farven af, inden den havde faaet Tid til at tørre. Om Natten sov vi i nogle snavsede, fugtige Jordhytter, som Jærnbanearbejderne tidligere havde benyttet, og det hændte da ofte, at jeg ikke kunde lukke et Øje for Kulde, eller
