saa’ da saa henrykt og interesseret ud, at jeg havde Indtryk af, at det var en hel ny Verden, som nu oplodes for hende. Udeblev Doktoren en sjælden Gang, var hun lige saa stille og sørgmodig som i gamle Dage, men naar hun nu sad og smaagræd paa Kanten af min Seng, gjorde hun mig ikke Rede for Grunden til sin Sorg.
I Slutningen af Juli underrettede Ræddiken mig og mine Kammerater om, at vi hele næste Maaned kunde faa Arbejde paa Jærnbanelinien. Et Par Dage før vi skulde derud, kom min Fader en Aftenstund aldeles uventet ind til mig, og efter at han havde taget Plads paa den eneste Stol, jeg ejede, halede han Byens Avis op af sin Lomme og oplæste derpaa med høj Røst og med fornødent Eftertryk et Par Linier, der indeholdt den interessante Nyhed, at en af mine jævnaldrende Kammerater under den og den Dato var bleven udnævnt til Chef for Provinsens Domænekontor.
«Ja, saa vidt har han drevet det,» sagde han, medens han lagde Avisen sammen og puttede den i sin Lomme, «men hvad er du? En Tigger — en Døgenigt, som intet fornuftigt gider tage sig for! Selv den usleste Bonde har den Ambition at drive det videre, men du, en Polosnef, som kan se tilbage paa en Række udmærkede og fortjenstfulde Forfædre, søger kun ned i Skarnet. — Naa, men jeg er ikke kommen for at tale dig til Rette, thi det vilde kun være at hælde Vand paa en Gaas,» vedblev han og rejste sig. «Nej, jeg er her for at spørge dig om, hvor du har gjort af Kleopatra, din Slyngel. Hun forsvandt paa den under-
