er en Slave af andre? Efter min Mening er dette det eneste mulige Fremskridt.»
«Men jeg siger nu, at Grænserne for Fremskridtet ligger uendelig langt borte, og jeg finder derfor, at det Program, De opstiller, lader en Uendelighed af andre Muligheder ganske ude af Betragtning.»
«Hvis De har Ret i Deres Paastand, saa maa Maalene, vi stræber efter, ligge saa fjærnt, at de saa at sige skjuler sig i en Taage!» indvendte jeg. «Men den, der tænker saaledes, lever uden selv at vide hvorfor.»
«Lad gaa! Men dette, at man ikke véd det, er langtfra saa kjedeligt og nedtrykkende som Deres bestemte Viden. Jeg med min Livsanskuelse bevæger mig stadig op ad en Stige, som kaldes Fremskridt, Civilisation og Kultur, uden selv at vide, hvor jeg gaar hen, men dette, at jeg stadig kan vandre videre, gjør, at Livet faar Værd for mig. Men hvad lever De for? Blot for, at den ene ikke skal underkue den anden, og for at vi alle, baade Kunstneren og den, der river hans Farver, skal spise den samme Mad. Og hvad gjør det saa, at det ene Insekt æder det andet: de dør jo dog alle og raadner — nej, det gjælder om, at man tænker paa det store X, som venter Dem og mig og os alle i en fjærn, fjærn Fremtid.» — Men hvor bliver deres Søster dog af?» sagde han pludselig og saa’ paa sit Ur. «Hun sagde i Gaar til Anjuta, at hun vilde titte ind til Dem, og nu er Klokken snart 3.» — «Nej,» vedblev han, «det Spørgsmaal, De kæmper for, staar i Forbindelse med saa mange andre, at det slet ikke kan tages op for sig
