lige Grad burde deltage i Kampen for Existensen, og at dette kun kunde naaes, naar det blev en uundgaaelig og bindende Forpligtelse for enhver at tjene Føden i sit Ansigts Sved.
«Naa, og De mener altsaa, at vi alle uden Undtagelse skulle være forpligtede til at give os af med legemligt Arbejde?» sagde Doktoren.
«Ja, det holder jeg paa.»
«Men mener De da ikke, at de store Tænkere og Lærde, som dog ogsaa hver paa sin Maade deltager i Kampen for Existensen, vilde spilde Tiden, hvis de gav sig af med at hugge Skjærver eller haandtere Malerpenselen? Tror De ikke, at det vilde true alt, hvad der hedder Fremskridt, med en alvorlig Fare?»
«Nej, ingenlunde! Fremskridtet bestaar i mine Øjne kun deri, at man stræber hen til at opfylde Kjærlighedens Bud og efterkomme Moralens Love, og disse gaar ud paa, at det ene Individ hverken underkuer det andet eller falder det til Byrde.»
«Men tillad mig!» sagde Doktoren, som blev saa ivrig, at han rejste sig. «Kalder De da det Fremskridt, at man trækker sig ind i sin Skal ligesom Sneglen og kun beskæftiger sig med sin egen Fuldkommengjørelse?»
«Ja, men hvem siger ogsaa, at man skal gjøre det!» svarede jeg i en noget fornærmet Tone. «Og maa jeg spørge Dem, om det ikke er et virkeligt Fremskridt, naar vi først kommer saa vidt, at enhver klæder, ernærer og forsvarer sig selv og ikke længer
