det dog ret morsomt at være sammen med én, der ikke netop var Maler af Profession.
«Naa, jeg vil begynde med at fortælle Dem,» sagde han og satte sig paa Sengekanten, «at jeg nærer den dybeste Sympati for Dem, og at jeg fuldt ud respekterer, at De har valgt en Gjerning, som stemmer overens med Deres Lyst og Overbevisning. Deres Bekjendte inde i Byen lader ikke til at forstaa Dem, men det er heller ikke saa underligt, for alle i denne Ravnekrog grynter jo i Kor ligesom en Flok Svin, der roder i en Mødding. — Men som sagt, jeg agter Dem højt og betragter det som en stor Ære, at jeg maa trykke Deres Haand.»
«Gud bevares . . . .» begyndte jeg, men han afbrød mig og sagde:
«Naar man, saaledes som De har gjort det, i en Haandevending kan forandre sit Liv, maa man sikkert i Forvejen have gjennemgaaet en stærk aandelig Udviklingsproces, og skal man gjennemføre sit Program og forblive paa Højden af sin Overbevisning, kræves der et anstrængende Arbejde baade fra Forstandens og Hjærtets Side. Men sig mig nu oprigtig, tror De ikke, at Deres Liv vilde være bleven mere produktivt, hvis De havde sat Deres Viljekraft og Energi ind paa at blive . . . lad os for Fxempel sige . . . en stor Videnskabsmand eller Kunstner?»
Vi talte videre om Sagen, og da vi kom ind paa Spørgsmaalet om det fysiske Arbejdes Betydning og Berettigelse, udtalte jeg som min Overbevisning, at alle Mennesker, baade Høje og Lave, Rige og Fattige, i
