denne Uregelmæssighed. At man bad om en Drikkeskilling hørte til Dagens Orden, men jeg skammede mig rigtignok ofte paa mine Kammeraters Vegne, naar jeg saa’ dem stimle sammen om Bygherren, lykønske ham til, at Kransen snart skulde hejses paa hans Hus, og saa takke ham ydmygt i Kor, naar han havde givet dem 10 Kopek til Deling.
I mit Hjem viste jeg mig aldrig mere, men jeg fik ofte Breve fra min Søster, hvori hun gjorde mig nøje Rede for min Faders legemlige og sjælelige Tilstand, og Indholdet af disse Breve fyldte mig undertiden med en saadan Uro, at jeg ikke kunde falde i Søvn om Aftenen, ja, det hændte endogsaa, at jeg stod op midt om Natten og vandrede hen til vort Hus, foran hvilket jeg saa blev staaende hele Timer i Træk og kiggede op mod de mørke Vinduer. Om Søndagen fik jeg gjærne et lille Besøg af min Søster, og som rimeligt var, gjorde hendes blege, bedrøvede Ansigt hver Gang et dybt Indtryk paa mig.
«Ak, Misail, Fader holder det ikke ud!» sagde hun en Morgen, medens hun sad inde hos mig og fældede sine modige Taarer. «Tænk dig, hvis han nu skulde gaa hen og dø af Sorg, saa vilde du dog fortryde det hele Livet igjennem. Aa, det er skrækkeligt at tænke sig! Jeg beder — jeg bønfalder dig om at forbedre dig!»
«Men, kjære lille Søster,» svarede jeg, «hvorledes kan jeg dog forbedre mig, naar jeg er fuldt og fast overbevist om, at jeg netop er inde paa den rette Vej.
