Overskjæg. Jeg mødte ham ofte i Gangen, og naar han var ædru veg han høfligt til Side for mig, men havde han drukket noget, gloede han mig lige ind i Ansigtet og vrængede Næse ad mig. Om Aftenen, naar han sad og spiste sammen med sin Moder, hørte jeg gjennem Bræddevæggen, hvorledes han prustede af Velbehag, hver Gang han stak en Snaps ud, og den Samtale, som da førtes imellem dem, var med en eller anden lille Variation altid den samme.
«Naa, lille Mutter!» begyndte han først med en tyk og grødet Stemme.
«Ja, hvad vil du mig, Sønnike?» spurgte Moderen saa i en øm Tone.
«Jo, ser du, lille Mutter, jeg glemmer ikke det gode, du har gjort mig. Saa længe du vandrer paa Jorderig, skal jeg nok sørge for, at du faar din rigelige Føde, og dør du en Gang, er jeg ogsaa Mand for at bekoste din Begravelse.»
Jeg stod op hver Morgen før Daggry, spiste som en Tærsker, gik tidligt i Seng og sov som en Sten. Mine Kammerater kom jeg godt ud af det med; de respekterede mig, og det laa sikkert i, at jeg førte et stille og agtbart Levned og hverken drak Brændevin eller røg Tobak. Det eneste, der stødte dem, var, at jeg ikke vilde deltage i deres Tyverier, og at jeg heller aldrig indlod mig paa at tigge om Drikkepenge. Det at rapse lidt Mønnie eller Blyhvidt fra Arbejdsgiveren ansaas ikke for noget urigtigt, og selv en saa retsindig Mand som Ræddiken gjorde sig hyppigt skyldig i
