fik jeg hyppigt en Velkomsthilsen i Form af en Spand Vand over Hovedet, og en enkelt Gang hændte det endogsaa, at man slog mig med en stor Kjæp lige i Nakken. Mine tidligere Bekjendte gav mig ganske vist ikke saa brutal en Medfart, men de syntes dog trykkede ved at møde mig, og enkelte af dem saa’ endogsaa til den anden Side for at undgaa at hilse mig. En Dag, da jeg kom gaaende i et Stræde, som mundede ud i Store-Adelgade, mødte jeg Anjuta Blagovo, og da jeg havde en Malerspand i hver Haand, nøjedes jeg med at nikke til hende. Hun besvarede ikke min Hilsen, men blev blussende rød, og saa vidt jeg kunde se, havde hun Taarer i Øjnene.
Jeg boede nu ikke længer i Store-Adelgade, men ude i Forstaden hos den gamle Anna Karpovna, der for mange Aar siden havde tjent som Barnepige hos mine Forældre. Hun var et godt og hæderligt Menneske, men led til Stadighed af den fixe Idé, at der forestod en eller anden skrækkelig Ulykke, og for at bestemme dennes Natur tog hun Varsler af alt, selv af de Fluer, som fløj omkring i hendes Stue. Selvfølgelig var hun ogsaa overbevist om, at det, at jeg var gaaet hen og bleven simpel Haandværker, ikke spaaede noget godt, og naar jeg kom hjem fra mit Arbejde, hørte det derfor til Dagens Orden, at hun modtog mig med en bedrøvet Hovedrysten og mumlede noget om, at jeg var et stakkels, fortabt Menneske. Hun boede sammen med sin Plejesøn Prokofij, en vældig, bredskuldret Slagter med rødt Haar og stridt
