formige og anstrængende Arbejde ogsaa i høj Grad søgt selv af saa dygtige Folk i Faget som Ræddiken. Naar han gik frem og tilbage paa Bygningen med sine skindmagre, røde Ben, lignede han i høj Grad en Stork, og han bevægede sig ogsaa deroppe med samme Sikkerhed som en af Ægyptens Fugle, ja, det gik endogsaa saa vidt, at han, naar han malede en Kuppel eller forgyldte et Spir, aldrig brugte Stillads, men nøjedes med at staa paa en skrøbelig Stige. Vi andre blev svimle, naar vi saa’ ham svæve helt oppe i Skyregionerne, men han selv kjendte ikke til den Slags Fornemmelser. Han stod og knejsede med Hovedet, medens han brugte sin Pensel, og brummede sit sædvanlige: «Ak ja! Ak ja! Melduggen æder Græsset, Rusten — Jærnet, og Løgnen — Sjælen,» eller sukkede Gang efter Gang: «Ja, Verden er løjerlig! Den er vanskelig at blive klog paa!»
Naar jeg gik hjem fra mit Arbejde, var jeg gjærne en Skive for Gadeungdommens mer eller mindre ondskabsfulde Vittigheder, og i Begyndelsen generede det mig ikke saa lidt, naar jeg, hvor jeg kom frem, hilstes med Tilraab som: «Goddag, Styverfænger!» — «Der har vi Malerklatten!» — «Stik af, Klisterpotte!», men efterhaanden vænnede jeg mig dertil. Værst imod mig var de, der tidligere selv havde levet af deres Hænders Arbejde, men som nu var kommen saa meget i Skuddet, at de kunde tjene deres Brød paa en mageligere Maade. Førte min Vej mig saaledes forbi de smaa, aabne Boder, der laa i en Række bag Basaren,
