stor, men navnlig naar man tager i Betragtning, hvor anstrængende Arbejdet undertiden kunde være. Hvad der generede mig mest i Begyndelsen, var at skulle staa timevis paa et solhedt Tag og bruge Penselen, men efterhaanden som mine Fødder vænnede sig til Varmen, gik det dog nogenlunde. Naar alt kom til alt, havde jeg aldrig følt mig saa lykkelig som nu. Dette, at jeg levede sammen med Mennesker, der sled haardt i det, og for hvem Arbejdet baade var en Pligt og en bydende Nødvendighed, ansporede mig til at tage kraftigt fat, og efterhaanden som jeg gjennemtrængtes af Overbevisningen om, at ogsaa min Gjerning var mig paabudt af Pligt, og at jeg altsaa ingen Skrupler behøvede at gjøre mig over den, blev Livet mig lettere at leve. I mange Henseender følte jeg mig som nyfødt, og det kom vel nærmest af, at jeg nu gjorde Bekjendtskab med en Række Nydelser, som alle havde Nyhedens Interesse for mig. Jeg kunde lægge mig hen og sove paa Fortovet, spanke omkring paa bare Fødder og passiare med simple Folk, uden at nogen tog Anstød deraf, og dertil havde jeg stadig den lykkelige Bevidsthed, at jeg selv tjente min Føde, og at jeg ikke længer laa nogen til Byrde.
De af Svendene, der malede paa Tagene[1], fik en højere Dagløn end de andre, og derfor var dette ens-
- ↑ I Rusland ser man ofte malede Tage ikke alene paa Kirker, der næsten altid udmærke sig ved brogede eller forgyldte Kupler, men ogsaa paa andre Bygninger, idet man dækker Træ, Zink, Bly og Kobber med et Lag af Farve eller Fernis. O. A.
