Efter at vi havde snakket lidt sammen, fik jeg
at vide, at Ejendommen, som tidligere havde tilhørt
hans Moder, sidste Efteraar var bleven kjøbt af Ingeniøren. Fru Tscheprakof havde ved Salget betinget
sig Retten til i 2 Aar at bebo den ene af Længerne
og tillige udvirket den Plads til Sønnen, som han for
Øjeblikket beklædte.
«Ja, denne Dolshikof har Raad til at kjøbe, hvad det skal være,» sagde Tscheprakof med en vis Bitterhed, «for han plyndrer sine Medmennesker paa det ubarmhjærtigste. Han er en ren Blodsuger, og det faar først og fremmest Leverandørerne her til Banen Lov at bekjende.»
Efter at vi havde talt noget om Tingene, blev det bestemt, at jeg skulde bo i Kontorbygningen sammen med ham og nyde mit Middagsmaaltid hos Moderen. Han betroede mig i Samtalens Løb, at hun var yderst paaholdende — for ikke at sige gjerrig — men beroligede mig samtidig med, at jeg kunde være sikker paa, at hun ikke vilde trække mig op. Naa, vi gik saa sammen over til hans Moder, der boede i nogle smaa, beklumrede Værelser, som saa’ endnu mindre ud, fordi de var overfyldte med Møbler, som engang havde haft deres Plads i Hovedbygningen, men nu var bleven ophobet her. Fru Tscheprakof, der viste sig at være en ældre, fyldig Dame med skjæve, kinesiske Øjne, sad henne ved Vinduet i en stor Lænestol og strikkede paa en Strømpe. Hun modtog mig yderst køligt og værdigede mig knap et Blik.
«Det er Hr. Polosnef, Mama!» sagde Sønnen, idet
