han forestillede mig med en lille Haandbevægelse. «Han er ansat her paa Kontoret og skal gjøre Tjeneste sammen med mig.»
»Er De af god Familie? — Jeg mener: er De adelig?» spurgte hun med en ubehagelig, fed Stemme, og samtidig lød det, som om det klukkede og boblede helt nede i Halsen paa hende.
«Ja, jeg er,» svarede jeg.
«Naa ja, saa sæt Dem ned,» sagde hun, og dermed var den Samtale forbi.
Det var et tarveligt Maaltid. Først fik vi Vælling og bagefter Pandekage med Skjørost. Fruen, der hele Tiden sad og plirede med Øjnene, syntes yderst optagen af Bevidstheden om, at hun var Generalinde og havde Ret til Titlen «Deres Naade», og naar denne Bevidsthed kom rigtig stærkt op i hende, rettede hun paa Sønnens Manerer og skjændte paa ham, fordi han spiste med Kniv eller holdt Gaflen i højre Haand. Overfor mig var hun nogenlunde naadig, men i sine Forsøg paa at underholde mig kom hun aldrig videre end til at tale om sine egne Affærer.
«Ja, De véd jo nok, at vi har solgt Godset!» sagde hun saaledes med et Suk. «Noget ubehageligt er der jo altid i at skulle flytte bort fra et Sted, hvor man har boet i mange Aar, men Dolshikof har lovet mig, at Ivan skulde faa Stationsforvalter Pladsen i Dubetschnja, og paa den Maade bliver vi altsaa i Nærheden af vort gamle Hjem og kommer maaske slet ikke til at mærke Forandringen. Han er saa god,
