Tscheprakof, som i sin Tid var bleven smidt ud af Gymnasiet, fordi han havde røget Tobak i Timerne. I gamle Dage havde vi to ofte skaffet os en smuk lille Biindtægt ved at fange Siskener, Stillidser og Bogfinker, som vi solgte til Fuglekræmmerne tidligt om Morgenen, medens vore Forældre endnu hvilede i Søvnens Arme. Naar Stærene slog ned i Frugthaverne, skød vi paa dem med vore Pusterør og samlede de Saarede op. Nogle af dem døde under de skrækkeligste Kvaler, men dem, der kom sig, solgte vi, og svor saa paa, at det var Hanner alle til Hobe. Nu vilde Skæbnen, at jeg en Gang var ved at brænde inde med en Stær, og da man saa omsider bød mig en Kopek for den, slog jeg øjeblikkelig til, puttede Mønten i Lommen og sagde for at trøste mig selv: «Ja, en Styver er ogsaa Penge!» Da dette lille Ord blev bekjendt, gav Gadedrengene og mine Kammerater mig Øgenavnet «Styverfængeren», og denne smigrende Benævnelse har siden stadig fulgt mig, skjønt vel ikke en eneste mere erindrer, hvorfra den har sin Oprindelse.
Ivan Tscheprakof var ikke bleven kjønnere med Alderen. Han havde udviklet sig til en krumrygget, langbenet Yngling med missende Øjne og urolige Fagter og Lader. Hvad hans Paaklædning angik, saa var den alt andet end udsøgt: Slipset sad som en løs Sjask om Halsen, Skjorten, som stak frem under Jakken, var kulsort, og Støvlerne, der var i en endnu sørgeligere Tilstand end mine, udmærkede sig ved deres skjæve Hæle.
