Side:Mit Liv.djvu/37

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

Rugbrød med tykt Smør paa, og satte jeg mig et Minut hen i Grøftekanten med lukkede Øjne for rigtig at lytte til de forskjellige Naturlyde, som i Forening sang Foraarets Pris, fik jeg uvægerlig Lugten af en stegt Kartoffel i Næsen. Sagen var, at den smalle Kost, jeg fik hjemme, forslog saa lidt til mit store, stærke Legeme, at jeg hele Dagen gik omkring med en Følelse af Sult, og det var maaske netop derfor, at jeg fandt det saa rimeligt og naturligt, at de fleste Menneskers Bestræbelser kun gik ud paa at skaffe sig den Føde, de trængte til.

Da jeg kom til Stationen, var man i Færd med at pudse Murene af og rejse Tagværket paa den store Vandfyldningsbeholder. Der var saa varmt som i en Bagerovn, ikke Spor af Skygge nogensteds, og Kalkstøvet stod i en tæt Sky omkring Bygningen. Haandlangerne vadede gjennem Dynger af Murgrus og Spaaner med deres tunge Byrde paa Ryggen, men Sporskifteren tog sig det mere mageligt, idet han laa og sov ved Siden af sit Skur med Ansigtet lige op mod Solen. Jeg lyttede lidt til Telegraftraadenes ensformige Sang, kiggede efter Fuglene, der sad og vippede paa Porcellænsklokkerne og drev derpaa om mellem Grusdyngerne, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig selv, eller hvem jeg skulde melde mig til. Ingeniøren havde jo kun givet mig den Besked, at han nok skulde tænke nærmere over min Bestilling, og det var jeg ikke bleven synderlig klog af. Efter at have vandret rundt mindst en Times Tid lagde jeg Mærke til en Række Telegrafpæle, som udgik fra selve Bane-